Når man taler om et herreur, så burde fleste mennesker vide, at der er tale om ure til mænd, man bærer om håndleddet.
Man skal ikke mange år tilbage, før stort set alle mænd gik med den slags, for selvfølgelig er det jo for at vise en, hvad klokken er, og desto dyrere et herreur man havde, desto mere nøjagtig var tiden, og det kunne angiveligt klare til at blive dykket med i mange meters vand og oppe i flere atmosfæres tryk, men det var de færreste, der af prøvede den slags.
Så det viste også en slags social status, for hvis du ikke havde sådan et særligt dyrt ud, så var du ikke særligt stilet og gik mere op i tiden.
Men værre var det, hvis du ikke havde et armbåndsur, for så signalerede man, at man ikke havde et sted at være eller ikke havde nogle aftaler, og så var man nok arbejdsløs uden det store sociale netværk, og det var ikke godt.
Så der er ikke tale om et ur til væggen for en mand eller lignende, men ganske simpelt et armbåndsur.
Det er et flot signal at udsende med sådan et herreur
Man kan jo spørge om, hvorvidt man har brug for sådan et ur nu om dage?
For nu om dage har de fleste jo en smartphone, der kan vise tiden virkelig nøjagtigt, og man er ellers tit i nærheden af en elektronisk enhed, der kan vise en tiden.
Man skal heller ikke hen at indstille uret, når man skifter fra sommer- til vintertid og omvendt, så faktisk er det jo noget bøvlet, når ens ur, der er koblet op til nettet, automatisk ændrer sig.
Men selvom man har set, der er kommet andre statussymboler til, så bliver herreuret ved med at komme igen, og det kan have noget at gøre med, at netop fordi man ikke behøver eje et nu om dage, så viser man også (økonomisk) overskud ved at eje et, for så vælger man det til, fordi man kan, og ikke fordi, man er nødt til at gøre det. Den tendens breder sig mere og mere.
